|
|
| New York nr. 4 |
|
|
|
Endnu en spændende dag er gået, og vi fik set på hele den sydlige del af Manhattan (sydligste del af New York) inkl. alle de obligatoriske seværdigheder. Vi startede med en togtur fra vores hotel og ind til byen. En kort tur der tager ca. 10 min. Undergrundstoget er effektivt og kører hele tiden. Togene er utroligt lange, og de kører rigtig stærkt. Det er svært at holde sig oprejst, men det går. Målet er så det tidligere World Trade Center der jo som bekendt blev udslettet den 11. september. Der er fuld fat på opførelsen af nye bygninger og byggekraner rejser sig allerede højt over jorden. Der er indrettet en mindeudstilling med en masse beskrivelser af katastrofen og udstillet en del effekter der er fundet i ruinerne. Efter dette gik turen videre til Wall Street hvor vi fik set alle ”slipsemenneskerne” myldre frem til frokost. Vi ramte lige ind i et reklamefremstød for en sandwichforretning der denne dag uddeler gratis mad og drikke til alle. Lang kø der strakte sig over flere gader, men hurtig og effektiv udlevering af poser med den lovede sandwich. Derfra gik turen så videre til den enorme kø af mennesker der skal sejlet ud til statuen af Frihedsgudinden. Den kø tilsluttede vi os, for det var det næste mål for os. En kort sejltur og vi er fremme. Enorm er hun som hun står med sin fakkel og skuer ud over havnen og indsejlingen til New York. Der er ca. 100 meter fra jorden og op til toppen af faklen, og hendes finger rundt om faklen er ca. 2 meter. Set fra den lille ø som statuen står på er der er en imponerende udsigt til New York skyline. Meget flot. Turen går videre og vi kommer tilbage til byen og vandrer op ad Broadway. I den ende er der mange sjove butikker. Det er jo områderne Soho og Greenwich Village vi kommer igennem, og det er her bohemer og de mærkelige kreative mennesker bor og har butikker – det ses. Nu ikke mere for denne gang, men mere følger helt bestemt.
|
