Så har vi igen været på tur i USA, og her følge beretningen fra vores tur.

Vanen tro har vi været gennem den store messe for restaurations- og cateringbranchen i Chicago. Turen til denne messe er suppleret med besøg i en kantine, et plejehjem og et hospital.

Ud over dette har vi naturligvis spist mad på en lang række restauranter hvor menuen har stået på store bøffer og andet typisk amerikansk.

De øvrige deltagere er nu sendt hjem og vores egentlige tur - eller ferie - er startet.

Den første dag af vores "alene tur", er gået med shopping. Det skal vi jo igennem, og det er stadig forbløffende hvor billigt vi kan købe diverse tøj og meget mere - alt sammen af de bedste mærker som f.eks. Levis, Wrangler, Lee, Nike, Adidas, Guess, Polo Ralph Lauren, Tommy Hilfiger og mange, mange flere. Også Burberry findes som udsalgsvare her i USA, og det er noget specielt. Vi har fået "nyinvesteret" i det nødvendige nye tøj som vi skulle have, og vores behov for at se butikker indefra er ved at være dækket.

Planen er så at køre gennem de forskellige stater fra nord til syd (Illinois, Indiana, Tennessee, Kentucky, Alabama, Mississippi, Georgia, og Louisiana) og ned til New Orleans - Illinois er egentlig ikke i syd, men er staten hvor Chicago er, og derfor vores start.

Fra Chicago og ned til New Orleans er der ca. 1.600 km., men det regnes ikke for noget særligt her i USA. Vi ved endnu ikke hvad der er at se på vejen eller når vi kommer ned til New Orleans, men det finder vi ud af. Vi ved heller ikke helt endnu om vi skal køre hurtigt igennem og så se hvad der skal ses på vejen op til Chicago igen, eller om vi skal gøre stop på vejen ned til New Orleans hver gang vi kommer til noget spændende. Der er i alle staterne en slags central turistinformation hvor vi kan få landkort og oplysninger om hvad der er værd at se, og vi vil lige se tiden an før vi beslutter hvordan vi skal køre turen.

Efter kørsel i kort tid har besluttet at vi kører relativt hurtigt mod syd, for at komme til New Orleans, og så forsøger vi at placere diverse besøg på spændende steder på vejen mod nord igen.

På sædvanlig vis finder vi en lille flække med en benzinstation og et par hoteller og ikke ret meget andet,  for overnatning. Morgenmad på disse steder bliver der ikke meget af, dels fordi vi kommer for sent, og dels fordi morgenmaden på disse hoteller består af kedeligt brød der kan puttes i brødristeren, og lige så kedeligt syltetøj, suppleret med nogle Bagels (de der runde brødringe) med glasur eller chokoladeovertræk. Hertil typisk amerikansk kaffe der er tynd og ikke smager af ret meget. Det er ikke lige morgenmad som vi forestiller os, så vi tager revanche og køber lidt frugt mv. senere på dagen, så går det.

Turen går gennem St. Louis, der er en større by på grænsen mellem staterne Illinois og Missouri. Byens vartegn er en stor bue - lidt lige som det logo McDonald bruger. Denne bue står så den ses når byen nærmer sig. Buen er lige så høj som de skyskrabere der er i byen, og det ser ret flot ud når de høje huse kan ses gennem den enorme bue. Det ser ud som om husene står inde i buen.

Vi valgte at køre på vejen der løber langs med den enorme Mississippi flod. Denne vej løber hele vejen ned til New Orleans, så vi regner med at blive på den indtil målet. Vi har lidt svært ved at vurdere hvordan det normalt er, men lige nu er der rigtig meget vand, og visse steder kan vi se at huse og marker er helt oversvømmet.

En typisk tur ud at spise ruinerer ikke. Forret, hovedret og drikkevarer på restaurant med servering osv. bliver 140 kr. Det er til at leve med.

Bilen vi kører i er en Volvo - en stor en, og udstyret med GPS så vi kan finde vej. Vi kalder damen der snakker for "søster". Det hænder at vi ikke er enige med hende, og så siger vi lige "tag det lige roligt søster". Ellers er det nu meget rart at der er hjælp til at finde de steder vi gerne vil. Et sted vi kørte, blev vi ledt ind på en vej hvor der pludselig var et hegn over. "Søster" mente at vi skulle videre, men vi valgte nu at vende om uden at køre gennem hegnet. Anne-Lis mente at det var vejen ind til en der hed Petterson, og at "Søster" måske kendte ham.

Vejret har oppe omkring Chicago været noget køligt. Under vores tur har det også regnet lidt, men blot lidt mod syd er det ret varmt og solskin. Vi nyder at kunne gå rundt uden overtøj, og bare nyde at vejret er dejligt varmt.

Vi tilbragte nogle timer med at se på Graceland - hvor Elvis Presley har boet - og i øvrigt også ligger begravet. Det er naturligvis spændende, men du milde hvor har han haft en dårlig smag. Der er spejle i loftet og på vægge i mange af rummene, og et rum med draperet stof på såvel vægge som loft. Ikke specielt kønt eller spændende, men det var naturligvis hans valg. Alle de guld og platinplader han har fået gennem tiden er udstillet, og det kan jo fylde et helt hus i sig selv.

Huset han har boet i er stort og flot, og parken som huset ligger i er enorm, men i forhold til de besøgende turister presser de nu nok citronen lidt vel rigeligt. Alt koster og er til salg.

På vores vej mod Memphis fandt vi et sted der hedder Danmark (Denmark). Det viste sig at være en lille by, men ikke noget at skrive hjem om - men sjovt alligevel.Inden vi kom dertil kørte vi gennem en lille flække der hed "Notbush". Det er den by som Tina Turner synger om, og det viste sig at hun er født der. Det viste vi ikke, men efter at have set byen, forstår vi godt hvorfor hun synger sin sang om at komme væk derfra.

Et stykke fra Danmark kom vi forbi et område der var ramt af en tornado. Huse var ødelagt og væltede træer mv. lå strøet rundt om - oven på husene og bilerne. Der har godt nok været sus i skørterne den dag det skete. Facinerende og skræmmende samtidig.

Senere kørte vi ind til centrum af Memphis. Det var rigtig spændende med et hav af små listige steder med levende musik (jazz, soul og blues) - flere steder var musikken rykket udendørs og hvor folk dansede til - og så naturligvis øl i stride strømme. Spændende at opleve, og da Anne-Lis jo er meget facineret af det der er lidt "skummelt" var hun næsten ikke til at drive væk igen (hun siger nu det var musikken der trak).

Nu er vi så kommet over grænsen til staten Mississippi. Det er tydeligt at mængden af farvede er stigende efterhånden som vi er kommet længere mod syd. Det er også tydeligt at sproget ændrer sig. Vi kan faktisk ikke forstå hvad de siger - og det forbløffer lidt. Som udgangspunkt troede vi jo at engelsk var engelsk. De snakker bare med en helt anden accent som gør at det stort set er umuligt at forstå. Det svarer til forskellen mellem københavnsk og sønderjysk.

Her søndag aften har vi lige været en tur i et supermarked for at købe lidt vand og cola til turen i morgen. Der er ikke noget der hedder lukkelov her i USA, så selv om det er søndag er der åbent til kl. 22 i det almindelige supermarked. Hvis det ikke er nok, er der naturligvis en række supermarkeder der har åbent hele døgnet.

Efter at vi nu er kommet godt mod syd, er det varmt. Vi har haft mest sol og kun lidt skyer. Temperaturen som vi måler i bilen har flere gange været over 110 grader. Det er godt nok målt i Fahrenheit, men svarer alligevel til over 40 grader, så jo - det er blevet varmt i vejret! Vi tænker lidt over det, for vi skal jo endnu længere mod syd. Hvad ender det mon med

Så lykkedes det - vi nåede helt ned til New Orleans!

French Quarter med Burbon Street, Canal Street og alle de andre gader kan anbefales! Det er helt klart at der sker ting og sager i løbete af aftenen og natten! Det  bærer alle forretninger, værtshuse, spisesteder og strip-barer præg af. Det er spændende at se, og det er facinerende at opleve de mærkelige typoer der bevæger sig rundt i New Orleans. I byen har vi snuset til nogle meget - meget spændende butikker, og set nogle af de før nævnte typer gå - og vakle - rundt. Vi har også hørt musik (blues og jazz) spillet live på byens torve og gader.

Desværre er vi jo nogle tøsedrenge - vi har ikke følt trang til at opleve New Orleans "by night". Vi synes egentlig at det er rigeligt det vi har set i dagslys.

På vejen til New Orleans og derfra igen har vi kørt gennem sumpområder hvor der ikke skal meget til at forestille sig krokodillerne svømme rundt. Vi ved ikke om de kommer så langt ind, med det vil ikke undre om der findes krokodiller svømmende rundt. Vandet mellem træerne lægger meget op til det. Vi har set en masse traner gå og flyverundt og på træstammer og andet der flyder rundt i vandet ses en masse skildpadder der hviler eller slikker sol.

På det sidste stykke gennem Tennessee, hvor vi køret mandag, skulle vi forbi en vej der jvf. vores kort er smuk og seværdig. Vejen var ganske rigtig meget smuk. Stille og rolig, skov, skov og skov, og  når man har kørt gennem en skov på størrelse med Sjælland - så har vi sådan set set træer nok - for resten af livet! Vi kørte ind på denne vej, der går gennem en statsskov, sådan ca. i midten af skoven. Herefter kørte vi omkring 200 km. før vi kom ud igen. Vi formoder at skoven har været lige så stor den anden vej, så størrelsen er næppe overdrevet.

Vi vil prøve at komme ud i sumpområdet her omkring New Orleans. Samtidig ville vi gerne se om vi kunne finde nogle bommuldsmarker og nogle sukkermarker. Sidst snakkede vi om at det kunne være sjovt at se nogle af de store gamle plantager. Så skulle vi bare lukke øjnene og tænke tilbage og forestille os slaver der knoklede i disse sukker- og bommulds marker og de rige ejere der sad på verandaen på det store hus.

Vi ved godt at det er ren illusion, men alligevel - når vi nu er her.

Vi kom rundt på en masse små og store veje, og vi fik set enorme marker med sukkerrør. Planterne med sukkerør er i meget forskellig størrelse. De vokser i to år før der kan høstes, og ligner enorme græstuer hvor der så kommer lange rør. Vi fandt ikke nogen marker med de egnetlige sukkerrør - det er jo tidligt på året, men vi fandt en masse marker med disse kæmpe græstuer der bliver til sukkerrør senere på året. De står pænt i kilometerlange rækker og det er ikke svært at forestille sig at det har været slavearbejde at passe dem og senere høste dem.

Vi fik også set flere af de gamle plantageejendomme. Flot ser det ud med disse gamle huse, og igen er det ikke svært at forestille sig hvordan det har været den gang.

Ude i sumpen kørte vi rundt, og vi fik set det enorme område der er dækket af vand og forskellige planter - uden veje eller anden adgang end med både. Træerne står "med fødderne i vandet" og er helt dækket af diverse snylteplanter og mos der hænger ned som i guirlander. Og lidt specielt er det når det ikke er pindsvin der ligger ved vejsiden og er kørt over. Nej her er det såmænd bare en krokodille eller en skildpadde!

Vandet står højt og veje og grunde hvor husene er bygget ligger bare 20 - 30 cm. over vandet. Næsten alle huse har en eller anden form for vand på grunden eller grænser op til en flod eller en kanal. Flere steder så vi krokodiller ligge på græsset ganske tæt ved husene. Det må være lidt specielt at sende børnene ud at lege, og så lige sige - pas nu på ikke at komme for tæt på krokodillerne - de bider. De er forbavsende store de bæster! Anne-Lis nægtede fuldstændig overhovedet at åbne døren til bilen, og hun skulle absolut ikke bade i vandet selv om det er dejligt varmt.

Rundt om i de mere åbne områder i sumpen er der et væld af traner og hejrer - de ser flotte ud når de står i græsset eller i det lave vand og fisker efter mad.

Så sluttede New Orleans og vi drog videre på vores færd. Sumpen rundt om New Orleans fulgte os et godt stykke på vejen, for vi valgte at køre langs med kystlinien det lille stykke gennem Louisianna - tværs over Mississippi og ind i Alabama. Her i Alabama snakker de et amerikansk som vi slet ikke forstår. Det ligner slet ikke noget at det vi kender og gentagne gange står vi bare og kigger når nogen siger noget - f.eks. på de reataurationer som vi spiser på. Nå - vi klarer os alligevel, men sjovt er det.

Kystlinien bærer tydeligt præg af at der har været storm for ikke så længe siden. Hele vejen over staten Mississippi er de i gang med genopbygningen, og stort set ingen bygning er ældre end et - til to år. Tilsyneladende har alt været jævnet med jorden.

Tankevækkende.

Stranden nede sydpå er ret så indbydende. Anne-Lis kunne ikke nære sig, og måtte lige dyppe tærerne i den mexicanske golf. Stranden er bred og indbydende, og med det fineste kridhvide sand, men vandet er lidt grumset. Trods det lyder bedømmelsen fra Anne-Lis at det er OK og  bestemt kan bruges.

Tilsyneladende er der ingen hajer og krokodiller, Anne-Lis er fortsat hel og med på den videre tur.

Ellers har dagen stået på kørsel og shopping - vi kan jo ikke holde til de spændende oplevelser hele tiden.

Vi fandt et fint hotel til aften - altså på skiltet. Det hed "Bay side suites". Vi forestillede os at suites betød at der var god plads og at standarden var noget hævet over normalen. Da vi fik værelse viste det sig, at det er noget skummelt og slidt, så "suites" har altså en noget anden betydning end det vi forestiller os. Også ordene er facade.

Ellers er det forsat varnt som bare . . . . . og det er blevet noget mere fugtigt, så vi lider lidt..

Så slap vi forbindelsen med det helt sydlige. Vi har nu bevæget os op gennem Alabama, der betegnes som en del af "Det dybe syd (The deep south). Med det menes det gamle og det tidligere sorte syd, hvor raceadskillelsen jo bla. var på sit højeste næsten med "krig" mellem sort og hvid.

Vi har bevæget os gennem en række små byer, og mange steder ser det ud som vi forestiller os. Bagende varmt, stille byer - for ikke at sige søvnige byer - uden meget liv, gammeldags skilte og huse - lige som på film. Men vi ser også moderne forstæder med nyere huse der bestemt ikke lader noget tilbage med hensyn til udseende osv.

Her i USA må alle altså være meget glade for deres biler. Utroligt mange steder i baghaven ved husene står der en mængde gamle biler "smidt". Det ser ud som om bilerne bare er sat til side når der er anskaffete en ny. Der er biler som går lang tid tilbage, og det må være et eldorado for de der søge en gammel bil af en bestemt type.

I Montgommery har vi været rundt for at se huse tilbage fra 1850 - 1900. De har en ret stor bydel hvor disse gamle huse er restaureret og står som da de blev bygget. Flere er åbne og fungere som museum hvor også indretning og udstyr står som før hen. Et sted så vi en gammel bomulds"mølle" hvor såvel hus som maskineri er opbygget. Spændende.

Desværre har vi ikke fundet bomuldsmarker (vi kunne jo godt drømme om en bomuldsmark med en masse sorte slaver der arbejder, men det er jo heldigvis forbi). Vi har fået forklaret at bomuld vokser på buske og at det høstes efter sommeren, og at der ikke er noget at se nu - bare små nye planter.

Det er jo fortsat en rigtig god og spændende tur, men du milde hvor vi dog savner noget kaffe. I USA laver de kun vand der er farvet! De ku' såmænd lige så godt farve vandet med kulør, for der er ingen smag af kaffe. I ny og næ finder vi en Starbucks, og der kan de faktisk godt lave kaffe - eller espresso, men de butikker ligger jo ikke så tæt. Nå - vi må leve med det indtil vi engang kommer hjem - hvis vi altså kommer hjem! Vi har fundet ud af at vi faktisk godt kan holde ud at holde ferie, så hvis alle vil være med til at sende lidt penge til os i ny og næ, så vil det være fint, og så bliver vi væk.

På vejen mod Tennessee fik vi besøgt det Space Center vi gerne ville se. Der er forskellige måneraketter og rumfærger udstillet. De er godt nok store når vi som mennesker står ved siden af. Det er tankevækkende at det hele er motor og brændstof og at kun den aller yderste spids rummer astronauter - resten er dybest set spild der smides væk undervejs.

I Tennessee lykkedes det os at se bomuldsmarker (tror vi nok). Vi fandt markerne hvor vi kan se buskene er klippet helt ned og de nye skud er kommet op. Det ser ud som vores stauder der skyder efter at vi har klippet dem ned. Desværre ikke særligt karakterisktisk, men vi kan jo ikke lave om på årstiden. Bomuld blomstrer og sætter først de bomuldstotter der høstes senere på sommeren.

Vi havde fra start en plan om at vi ville se et område i Tennessee der hedder Smoky Mountains (tågebjergene). Det har vi droppet for ikke at få et alt for anstrengt program for vores tur. Disse bjerge ligger lidt langt fra vores rute, og vi kan se af beskrivelserne, at det sandsynligvis ikke er så interessant som det umiddelbart forekom os til start.

Vejret er fortsat bragende varmt og vi er glade for at der er aircondition alle steder hvor vi går ind. Vi regner dog med at det ændrer sig snart. Vi kan se af vejrudsigterne at der er uvejr med regn og storm og meget andet godt oppe i Indiana, hvor vi jo også skal igennem. Nå - den tid den sorg.

Nu skal vi videre over mod et vandfald der kaldes sydens Niagara. Vi har jo tidligere set det rigtige Niagara, så vi får se om navnet holder. Det lykkedes at finde, og det er faktisk et ret så flot vandfald. Ca. 40 - 50 meter bredt og med et fald på ca. 30 meter ser det nu slet ikke så ringe ud. Naturligvis kan det ikke måle sig med det rigtige Niagara, men flot er det nu alligevel - og vandet der falder danner en flot tåge. I øvrigt er det det eneste vandfald der danner en regnbue i månelys når det er fuldmåne. Det har vi nu ikke set - vi var forbi i dagslys, så vi tror på oplysningerne på skiltene.

Kentucky er et heste "land", og er kendt for sin hesteopdræt. Vi overnatter i en by der hedder Lexington. Denne by kaldes hesteverdenes hovedstad. Når vi kører rundt omkring byen forstår vi det godt. Der er hesteopdræt og hvad dertil hører alle vejne, og vi har aldrig set så store og storslåede hestefolde og gårde. Det er fuldstændig som i Dallas eller Dollars. Huse som slotte, stalde på størrelse med middelstore fabrikker i Danmark og hegn af træ rundt om samtlige folde, huse, træer og andet, hegn der alene formentlig koster det samme som et helt almindeligt landbrug i DK.

Vi har simpelt hen aldrig set noget lignende!

På vores tur rundt på snoede småveje kommer vi gennem en masse små samfund med småbyer og samlinger af huse. Disse har så afgjort en blandet "kvalitet". Nogle er ret så flotte og græsset er klippet med neglesaks, imens andre stort set ligner en losseplads. Det er sjovt at disse forskelle dukker op hele tiden og at et hus der er pænt kan have en losseplads som nabo. Blandt disse småsamfund er der en del der bestemt er meget specielle. Det er ikke for ingenting at de såkaldte "Hillbillies" kommer fra Kentucky. Hillbillies kan bedst beskrives som typer fuldstændig som i tegneserien Klaus Kludder. Folk der ikke retter sig efter ret mange regler - eller laver deres egne og som af udseende og væremåde i den grad skiller sig ud fra de øvrige. Disse Hillbillies findes i stort tal i det område vi kørte igennem, og der er ikke megen tvivl når man ser dem i deres huse eller kørende i deres truck.

Så begynder vores tur jo snart at gå mod slutningen. Vi er stadig på vej mod nord og mod Chicago, selv om vi bestemt ikke skynder os!

Vi er nået til byen Louisville der ligger på grænsen mellem Kentucky og Indiana. Indiana er sidste stat inden vi krydser over til Illinois hvor Chicago er og hvor hjemturen så starter.

I Lousiville er den ældste "steeamboat" (rigtig hjuldamper) i drift på floden Ohio. Den skulle vi naturligvis lige se. Derudover er byen fuld af heste der er malet og farvet og udsmykket lige som de kunstkøer vi kan købe hjemme. Det er ikke for ingenting at området er "hesteland". På vejen fra Lexington og hertil så vi stadig disse enorme ejendomme med kilometervis af stakit og hestefolde. Det umiddelbare indtryk er at disse farme med hestehold må være så store at det ikke kan beskrives.

I Louisville er der en fabrik der laver bat til brug ved Baseball. Denne fabrik er enestående i USA og har lavet bat's til alle de berømte spillere (de går meget op i Baseball her i USA). Uden for fabrikken står et bat der er lige så stort som fabriksbygningen - sjovt at se og et sjovt vartegn for byen.

Inden vi kørte fra Lexington var vi lige på besøg i et supermarked. Vi skal jo løbende have vand, cola og frugt. Dette supermarked tog lige pusten fra os på grund af størrelsen. Vi stod helt stille da vi kom inden for døren og vi skulle lige finde ud af hvad vej vi skulle gå - og sikre noget landkending så vi ikke blev væk. Det er suverænt det største supermarked vi har set på turen (og vi har altså set en del der er rigtig, rigtig store)!

Sidst på dagen stod den på mad på en restaurant (det sker jo hver aften). Restauranterne ligger i rå mængde på indfaldsvejen til alle byerne, og udvalget er stort - selv om en lang række er meget ens. Det generelle udvalg er store bøffer, sandwich, salater, burgere og et par retter med fisk eller kylling - med forholdsvis lille forskel fra sted til sted. Til gengæld er det billigt og servicen fra medarbejderne er helt i top. Vi kommer ind og omgående bliver vi vist hen til et bord. I løbet af et minut eller to er der en tjener der fortæller hvad han/hun hedder, hvordan systemet er i restauranten og spørger hvad vi vil have at drikke. Drikkevarer kommer prompte og vi kan så beslutte hvad vi vil spise. Også maden kommer prompte og i løbet af spisningen kommer tjeneren forbi og hører om alt er OK - efterfylder med drikkevarer og nusser om os. Dejligt - og så er regningen typisk på 150 - 250 kroner når vi er færdige.

Denne gang faldt valget på en restaurant der hedder Roadhouse. Der serveres store bøffer og på bordene står en spand med Peanuts/jordnødder i skaller. Skallerne skal smides på gulvet og hen over aftenen ligger der et tykt lag som alle træder i.

I dag er vejret regn og torden, så vi er blevet indhentet af vejrudsigten. Vi krydser fingre for at vi ikke rammes af for meget storm, som de faktisk har lovet op gennem Indiana, men nu må vi se.

Ringen er sluttet og vi er tilbage hvor vi startede - i Michigan City lige syd for Chicago, og vi er parate til hjemture, kufferterne er stort set pakket (nye er købt - og fyldt), og vi er løbet tør for ideer til nye oplevelser, og vi egentlig bare gerne hjem.

På det sidste stykke vej fra Louisville og op til syd for Chicago havde vi egentlig tænkt os at køre ind til Indianapolis. Vores turistguide beskriver dog byen som værende uden de store seværdigheder og vi vurderede at det nok ikke ville være interessant.

Turen forløb i starten i regnvejr, og på et tidspunkt var det lige ved at blive lidt for spændende. Vi var kørt ind forbi et Outlet for lige at se på butikker. Pludselig blev det meget mørkt og regnen formentlig væltede ned. Vi var inde i en butik, og den venlige dame i butikken fortalte os, at hvis der sket noget, skulle vi gå ind i det bagerste rum som var forretningens sikringsrum. Vi kiggede lidt, og var lidt overraskede, men der var tornadovarsel, og på det tidspunkt var der overhængende fare for at tornadoen skulle løbe hen over butikkerne.

Uden for butikkerne stod folk i rækker og så lidt beklemt op mod himmelen for i tide at kunne komme i sikkerhed. Vi gik forsigtigt videre, og besøgte en anden butik. Her forsvandt elforsyningen til hele centeret på et tidspunkt, og alle gispede lidt - ikke kun os.

Uden for kom en fra en anden butik og fortalte os at tornadovarslet nu var afblæst, og da regnen (der virkelig væltede ned samtidig med at det stormede så grene og blade mv. føg om ørerne) var stilnet lidt af, kørte vi videre - væk fra de mørke og regnfulde skyer. Senere blev det faktisk meget godt vejr igen, og vi har indtil nu kun haft regn/uvejr i ganske få timer af hele vores tur.

Det var så det sidste fra vores tur gennem de spændende sydstater i USA.